Er dit barn glad for at starte i skolen efter sommerferien?

Følg disse 5 gode råd og giv dit barn den bedste skolestart …

”Hvad glæder du dig allermest til, når du starter i skolen efter ferien?”, spørger jeg min 9-årige søn. ”At være sammen med mine venner”, ryger det lynhurtigt ud af ham. ”Hvad glæder du dig ikke til at komme tilbage til?”, spørger jeg videre. ”Larmen!”, svarer han uden tvivl i sindet.

Børn er fyldt med følelser over at skulle starte i skolen efter en lang sommerferie – nogle børn har glædet sig og er spændte, andre har ikke set frem til starten og er nervøse. Og der skal være plads til alle reaktioner. Blot en lille samtale med dit barn kan løfte sløret for de ting, dit barn glæder sig til og de ting, dit barn ikke er så glad for, når feriedage ved stranden bliver erstattet af undervisning og lektier.

Du kan hjælpe dit barn med at sige et FARVEL til sommerferien og et forventningsfuldt GODDAG til det nye skoleår med disse 5 gode råd:

 

  1. Lyt! – og brainstorm sammen
    Spørg dit barn, hvad der ikke var så godt ved forrige skoleår, og hvordan I kan gøre det næste bedre. Måske kan I sammen få idéer – det er også en god træning i problemløsning for dit barn uanset alder.Hvis det fx er svært at forlade ferievennerne, så anerkend, at dit barn har det sådan – det er vigtigt, at hans/hendes følelser er ok. Ved at anerkende følelserne bliver dit barn trygt og lærer at håndtere dem. Og så er det lettere at få idéer til at gøre noget bedre.
  1. Hjemmets rolle
    Tal med dit barn om hjemmet – er der noget, der fx kunne gøre det lettere at få lavet sine lektier? Spørg, om dit barn trænger til ro for søskende, når der skal laves lektier? Eller måske er der brug for mere søvn?August måned kan også ses som en frisk start i forhold til pligter i hjemmet – måske har barnet lyst til at hjælpe med nogle nye ting i forhold til forrige skoleår, måske vil han/hun gerne tømme opvaskemaskine i stedet for at dække bord – find sammen ud af, hvilke ting, dit barn kan hjælpe med, så det passer ind i rutinen efter ferien. Det er meget sjovere at hjælpe til, hvis dit barn selv må være med til at bestemme 😊
  1. Vennerne i skolen
    … er guld værd! Dit barn vil typisk være mere engageret og glad i skolen, når der er en eller flere venner, der står klar. Venner er også gode at have, hvis barnet en dag bliver drillet. Derfor: Hjælp dit barn ved at understøtte venskaber fra dag 1.Psykologisk set får venskaber dit barn til at mærke sin egen identitet, rolle i forhold til omverden, og det giver en følelse af tilhørsforhold – som der jo også er brug for uden for hjemmet. Sørg fx for, at dit barn også kan se vennerne uden for skoletiden.
  1. Fokusér på styrkerne
    Alle børn har noget, de er knap så gode til, og det er ikke nødvendigvis det samme som de andre børn – børn udvikler sig forskelligt og lærer i forskellige tempi. Ros de ting, der lykkes i læringen, og sammenlign ikke for meget med de andre børn.
  1. Forny med lidt nyt …
    Det er også en god idé at gøre skolestarten lidt spændende ved fx at købe en ny taske, penalhus, skriveredskaber, madkasse eller andre skoleredskaber. Det behøver ikke nødvendigvis at blive den helt store udskrivning, men vil markere en ny start.Prøv også at forlænge stemningen af sommerferie med hyggelige stunder fx i en forlænget weekend eller en sen eftermiddagsgåtur ved stranden efter arbejde/skole.

 

Prøv også at forlænge stemningen af sommerferie med hyggelige stunder fx i en forlænget
weekend eller en sen eftermiddagsgåtur ved stranden efter arbejde/skole.

 

RIGTIG GOD SKOLESTART OG GOD SENSOMMER

FRA

BARN I DANMARK!