Mobning og trøstebamser

Når man er ked af det, er det rart at kunne tage sin trøstebamse frem. Den forstår altid, hvordan det er. Den lilla trøstebamse fra Australien er blevet en kær ven i mange danske institutioner, og mobning er et højaktuelt tema i disse år. Men hvad er mobning egentlig … er det det samme som drilleri?

”Hvad gør du, hvis du bliver ked af det i børnehaven?” spørger jeg min 5-årige datter. ”Jeg bliver ikke ked af det særlig tit, men nogle gange har de voksne ikke tid med det samme, hvis jeg bliver ked af det over noget, og så henter jeg min trøstebamse,” svarer hun. Jeg bliver enig med mig selv om, at selvom jeg jo helst ser en voksen stå parat med det samme, når min lille pige bliver ked, så

er der jo mange børn i en institution, som pædagogen skal være der for, og så må nogle børn vente lidt på deres tur – og jeg kunne se, at denne trøstebamse bragte smil og tryghed frem i min datters øjne.

Mange danske børnehaver har fokus på bedre trivsel og har taget Bamseven til sig som en del af

anti-mobbeprogrammet ”Fri for Mobberi”, som Red Barnet, Ole Kirks fond og Mary Fonden står bag.

I institutioner, som har programmet, får alle børn en trøstebamse. Nogle børn bruger den mere end andre. Men den står altid klar med et kram og ubetinget forståelse, hvis der ikke lige er en voksen i nærheden. Nogle ting er det måske også lettere at tale om med bamsen først, inden barnet går til en voksen.

Bamseven kan bruges på mange måder

Måske har barnet fået et nej af de andre til at være med i en leg, måske er barnet blevet drillet, måske skal barnet lige vente fem minutter, til en voksen har tid til at snakke om en uheldig oplevelse, måske er barnet faldet på legepladsen men gider ikke lige at gå hen til en voksen og gøre et stort nummer ud af det. En trøstebamse kan hjælpe i mange situationer.

Bamseven har også en rigtig sød sang – måske kender dit barn den?

BAMSEVENS SANG

Hvis du ser, at nogen driller
andre børn, så de bli’r triste,
skal du ikke se den anden vej,
som om du ikke vidste,
at alle børn har brug for venner,
nogen der kan li’ dem
om så de hedder Ibrahim, Karl-Børge eller Iben.
Så lad os holde sammen
og prøve at forstå,
at selvom vi’ forskellige
én stor og nogle små,
så skal vi være søde
og hjælpe, når vi kan
om det’ en pige på fire år eller en gammel mand.

Er drilleri det samme som mobning?

NEJ! Drilleri er ikke nødvendigvis mobning. Små drillerier hist og pist på legepladsen, som stopper lige så hurtigt, som de er startet, er ikke mobning. Mobning er systematisk og stopper ikke. Så det er helt ok at have gang i lidt smådrillerier, hvis bare begge parter synes, at det er sjovt, og hvis det stopper igen. Det er ofte en del af den sociale interaktion, at børn driller hinanden for sjov. Men hvis det barn, der bliver drillet, ender med at blive ked af det, så er grænsen nået.

Mobning …

  • handler om udstødelse – eksklusion – fra et fællesskab.
  • foregår i og omkring et gruppefællesskab, hvor alle børn har mere eller mindre synlige roller.
  • er karakteriseret af gentagne udstødelseshandlinger, som står på over en periode, og som i sin helhed signalerer: ”Du er ikke med her”.
  • kan være direkte og forfølgende eller indirekte og udelukkende – og mere eller mindre synlig.
  • forudsætter en magtubalance, hvor det er blevet socialt accepteret, at en eller flere er mindre værd end andre.
  • foregår i en social sammenhæng, som det barn, der bliver mobbet, ikke kan trække sig fra. Det kan fx være i børnehaven, i skolen eller til en fritidsaktivitet.

Fordi mobning foregår omkring et gruppefællesskab, skal årsagen og løsningen på problemet ikke findes hos mobberen eller mobbeofferet alene.

For at forebygge mobning er det nødvendigt at arbejde med kulturen i de fællesskaber, som børn indgår i – i institutionen, på skolen og i fritiden.

(Kilde: Definition af mobning – www.friformobberi.dk)

Børnene bliver bedre rustet til skolestarten

Børnehaverne har sammen med bamserne fået en kuffert med forskellige ting til at tale om mobning med børnene med. Der er både bøger, instruktioner til massage (giver nærvær mellem børnene), film, musik m.v. På denne måde kan børnehaverne tage mobning op som tema med børn og forældre.

Udover at give et bedre miljø i børnehaven, bliver børnene også bedre rustet til skolestarten. De får en forståelse for det at blive mobbet, hvad man kan gøre, og hvad man skal gøre, hvis man står på sidelinjen og oplever et andet barn blive mobbet.

Min datter fik sin trøstebamse med hjem på sin sidste dag i børnehaven. Mon ikke, at der i mange hjem flytter endnu en yndlingsbamse ind i sengen om natten i overgangstiden fra børnehave til skole. En tryghed. En gammel ven.

 

Du kan læse meget mere om mobningens mekanismer, mobning i tal, Bamseven og få nyttige tips her:

www.friformobberi.dk