Med Børnene i Skoven

Hvis tiden føles lang i weekenden eller i sommerferien, så tag jeres børn med på en gratis tur i skoven.

Der er masser af oplevelser, som venter. Husk at tage lidt proviant med, for krudtuglerne bliver hurtigt sultne og tørstige.

Til en start er det altid populært at finde de største og bedste kæppe rundt om i skovbunden. De kan bruges som fiskestænger ved vandhuller eller som vandrestokke, når benene bliver trætte.

Kommer I forbi nogle liggende træstammer, så er det bare om at klatre op på dem og gå balancegang.

Hvem kan holde balancen henad den krogede stamme, og hvor højt kan man klatre op? Hvis ikke der er for langt ned, vil ungerne elske at springe hvinende ned i armene på jer.

Træstubbe er også sjove at hoppe rundt på. Nogle er nemme at stå på, andre vipper lidt, og atter andre har kun plads til det ene ben. Pas på med at falde ned ’i vandet’ for så kan der være krokodiller, som napper én i tæerne.

I skoven er der masser af dyreliv.
Hvis I løfter nogle af træstubbene op eller sparker let til nogle rådne træstykker, finder I helt sikkert masser af kryb. Det er måske ikke lige de voksnes kop te, men børnene synes næsten altid, at det er spændende. Et forstørrelsesglas kan gøre oplevelsen endnu sjovere, hvis man altså tør at se krybene lige i øjnene.

Har I større børn med, kan det også være interessant at kigge på alle de plantevækster, som findes. Der er mange forskellige med de særeste navne og underligste udseende. Undersøg evt. sorterne hjemmefra, eller tag en bog om skovbundsplanter fra biblioteket med. Hvem kan mon finde Skovsyrer, Bregner eller Gøgeurt. Blomster er der også mange af. Hvem kender ikke Anemoner? Men prøv også at finde Skovstjerne, Balsamin og Kællingetand og mange flere.

 

af Merete Lundbeck