Juleferie er læsetid – her er de bedste ting ved at læse med dine børn

Der er intet bedre end at krybe under et tæppe i sofaen og læse sammen med vores børn. Det er så hyggeligt at rejse ind i historierne sammen – og tale om dem, lave sjov og lade fantasien vandre. Vi voksne får lov til at læse børnebøger, vi ikke selv havde som børn, og vi får unikke minder med vores børn. Se her, hvad hyggelæsningen også kan …

Juleferien er jo oplagt til at få disse mindeværdige stunder med børnene. Har du tænkt over, hvad disse læsestunder faktisk giver dig og børnene?

Nærhed

Mærk, hvordan I kommer tættere på hinanden, når I lægger tv, Ipads, Nintendoer og andet elektronik væk og bare vender siderne, dufter bøgerne og inspireres af flotte billeder og tegninger. I opnår en nærhed, som en skærm ikke helt kan konkurrere med. Og denne nærhed kan vi dyrke, fra børnene er helt små.

Ture

… til biblioteket og så hjem med en stak bøger i favnen husker du måske fra din egen barndom. Lad os huske at give disse spændende ture videre til vores børn, selvom der er kommet lidt konkurrence fra alle skærmene.

Livslang glæde

Børnene tager glæden ved bøger med sig videre i livet. De får en tryghed ved at gå på opdagelse i bøgernes verden – at fordybe sig i historier og fortællinger.

Struktur og ro

Børnene få begyndelse, midte og slutning, når I læser en bog – det kan være rart i en hverdag, hvor leg og hektisk aktivitet præger de lange dage i børnehaver og skoler. Børnene finder rammer og struktur i bøgerne.

Samtaler

Brug bøgerne til at tale med børnene om forskellige emner. En bog åbner helt nye muligheder for at spørge ind – hvad føler børnene, hvad synes de, hvordan ser de på tingene. Du vil lære dit barn bedre at kende og åbne op for emner, som I måske ikke havde tænkt på. Samtalerne bliver til i intim familietid uden pres og krav.

Læring

Børnene får rig mulighed for at spørge ind til nye ord, lære hvad de betyder, uden at det er en undervisningssituation. Børn suger til sig, og hvorfor ikke lære dem nye ting i hyggestunderne.

De børn, der lige har lært at læse, bliver så stolte over at kunne læse nogle af ordene selv. De svære ord kan du hjælpe med. Det er hyggeligt som forælder at være til at lære børnene at læse – også i en stund, der ikke er formaliseret indlæring.

Og du vil nok også opleve, at børnene tager en bog op og efterligner dig, og husker hvordan du sidste gang læste bogen, husker ordene – det er utroligt, hvor ordret børn kan huske historier. Du har nok også prøvet at springe en halv side over en aften, hvor tiden var knap, og blevet fanget i det og irettesat!

Leg og fantasi

Brug sjove lyde, giv karaktererne i bogen særlige stemmer – leg med ord og udtryk, det elsker børnene. Du kan frembringe både uhyggelig stemning og latter, ved at I bruger fantasi, stemmer, fagter og sjove ansigtsudtryk. Og den er næsten sikker hver gang – dine børn vil prøve at efterligne dine lyde og udtryk, og det er jo lige dét, der giver nærheden, det unikke rum, hvor I er SAMMEN på den gode måde. Med tid til at grine og lege i børnenes univers blandt pirater, prinsesser og trolde. Og du skal nok få at vide, hvis du ikke laver lydene rigtigt. Og det lagrer da søde minder hos os forældre.

Husk at juleferien er en glimrende anledning til at komme igennem børnenes bogreol – eller tage en tur på biblioteket.

 

God fornøjelse i julen
– og alle de andre læsehyggedage i det kommende år 😊

 

Af Annette Sørensen