Hvad er det, der gør Danmark så dejligt?

Et sted oppe på vores loft ligger den danskstil, jeg skrev ved Folkeskolens afgangseksamen i 1993. Jeg husker overskriften, som var det i går. ’Hvad er det, der gør Danmark så dejligt?’. Jeg husker også at blyanten flittigt fyldte det ene gennemslagspapir efter det andet og at jeg var ganske godt tilfreds med resultatet, da det sidste punktum var sat. Sensor var tydeligvis lige så begejstret for Danmark, som jeg var. Danmark fik topkarakter!

Det kunne være lidt sjovt at genlæse stilen… eller måske endda genskrive den. Hvordan ser Danmark ud gennem mine voksne og mere erfarne øjne, nu med forældre-brillen på? (Følte mig pludselig MEGET gammel, da jeg skrev gennemslagspapir:-)

Noget af det, jeg ville fremhæve i dag, vil klart være den mangfoldighed af tiltag for børn, vi møder, når vi ser os lidt omkring i det ganske danske land. Min dybe respekt sendes specielt til alle, der engagerer sig i lokalsamfundet. Lige fra forældre, der sætter aktiviteter i gang for deres børn i provinsen til de professionelle, der griber om store innovative projekter, der skal sikre en god opvækst til børn i vores hovedstad.

For nyligt havde jeg fornøjelsen at besøge Ørestad Skole. Den ligger på Arne Jacobsens Allé på en hjørnegrund skråt over for indkøbscentret Fields. Metroen kører nærmest lydløst forbi vinduerne på skolens nederste etager. På 4. etage ligger den udendørs legeplads og på 7. etage finder du et udekøkken med en fabelagtig udsigt over København! Store glaspartier danner rammen om hvert klasseværelse og inviterer både lyset og forbipasserende til at kigge indenfor. Om det er en fordel eller ulempe for undervisningen, vil jeg lade stå hen i det uvisse her, men jeg var meget fascineret af bygningen og de mange muligheder, der folder sig ud på det forholdsvist lille grundareal. Jeg gik helt turist-amok og tog billeder af alt fra ’De 120 ord’, som var blæst op i mega-format på gulvet til de interaktive tavler, der naturligvis er i alle klasseværelser på den nybyggede skole (se flere billeder her). En af de yngre medarbejdere gik forbi os på gangen og hilste pænt på os alle – også mig, den måbende jyde, der lige blev mindet om, at jeg faktisk befandt mig på en folkeskole og ikke Louisiana. Det passer meget godt, hvad de skriver på deres hjemmeside; ’Vi er nemlig ikke helt som andre skoler’.

En påskedag tog jeg med en dansekollega på køretur på de små sønderjyske landeveje – og dem der er endnu mindre:-) Vi kørte gennem Ribe, Lustrup og Høm, inden vi nåede til en destination, jeg ikke havde hørt om før. Roager. Der ’in the middle of nowhere’ fandt vi en hal fyldt med glade børn, der var klar til en aktiv dag. Korpsånden hos forældrene var så stærk, at selv Chili Klaus ville blive misundelig! Dagen var timet og tilrettelagt med det ene formål at give de 60 fremmødte børn en dejlig dag med fællesskab, leg og aktivitet. I Roager er der ingen fancy skoler eller indkøbscentre. Faktisk er der vist ikke andet end de bygninger, der huser de 323 indbyggere – og så hallen. Men der er fællesskab for fuld udblæsning. Alene historien bag opførelsen af hallen kan få enhver byboer til at længes efter landidyl. ’Jamen, vi samlede da lige 12 mio. kr. ind i form af penge, arbejdstimer og anden støtte. Og så blev hallen bygget og overdraget til kommunen, som så vedligeholder den.’ Helt så nemt var det nu nok ikke, men udtalelsen vidner om den entusiasme, der ligger bag projektet. Og endnu engang et tegn på at de små provinssamfund kan noget med fællesskab, som vi andre tit skal lede længe efter.

Jeg er selv en af dem, der tæller med i statistikken over jyder, der er flyttet tilbage fra København. Min familie og jeg har slået os ned i en forstad til Kolding efter knap 2 års eventyr på Frederiksberg. Vi har boet her i Drejens Boligby, siden vores store pige på snart 9 år var 3 måneder gammel og selvom det i starten var ren tortur for mig at se Go’ Morgen Danmark og Aftenshowet, fordi jeg i den grad savnede storbyens puls, så er vi meget glade for at bo her. Med fare for at lyde som en boligannonce, nyder vi livet tæt på en større by og alligevel i landlige omgivelser nær skov og fjord. Med gå- og cykelafstand til Koldings nok bedste folkeskole og integreret daginstitution. Vi kunne ikke ønske os det bedre, nu med 3 børn.

Og dog – da jeg den påskedag vinkede farvel til 60 trætte, men glade børn i Roager, var det med et forstærket ønske om en dag at kunne byde alle børnene i vores nybyggede område op til dans og andet spas et sted, hvor de bare kan smide deres sko ved indgangen og forvente fællesskab for fuld udblæsning!

Topkarakter til alle, der er med til at skabe gode rammer for vores børn – I er med til at gøre Danmark så dejligt!

Lisa Bærentsen

Blogger hos Barn i Danmark

Barnidanmark-blogger-Lisa-Bærentsen

[hr]
Jeg anmelder gerne….!
Hos Barn i Danmark vil vi gerne hjælpe med at synliggøre alt, der har med børn at gøre i det omfang det er os muligt. Jeg kan f.eks. tilbyde at teste nye produkter og give dem omtale i et blogindlæg. Hold dig ikke tilbage med at kontakte os, så vi kan snakke om hvilke muligheder, vi kan tilbyde. Se vores kontaktoplysninger på www.barnidanmark.dk/kontakt

[hr]

Del dette indlæg på facebook, twitter eller mail – eller klik på hjertet til højre for indlægget og tilmeld dig bloglovin’, så får du en mail, når der er nye indlæg her på bloggen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *