Ensomhed – børns problem, voksnes ansvar?

”Der er ingen, der kan lide mig, jeg er dum og grim.”

Ensomhed er ifølge ’Børns vilkår’ en voksende problemstilling, og det på trods af, at mange tænker, at der er masser af muligheder for interaktion på de sociale medier. Problemet er, at børn oplever, at ’de andre’ er meget mere populære eller perfekte, end de selv føler sig, og at en kontakt via de sociale medier aldrig helt kan erstatte virkelige kammeratskaber eller voksenkontakt.

Men hvad er de voksnes ansvar, når et barn kæmper med ensomhed og isolation?

Det kan være både følsomt og svært som forældre at vide, hvad man skal sige og gøre, og angsten for at gøre ting værre er der altid.

Men der er ting, man kan gøre for at hjælpe sit barn.

For det første er vi nødt til at indse, at det ikke nødvendigvis er ’farligt’ for et barn at føle sig ensom i perioder. Det kan være en vigtig erfaring, som også sætter forhåbentlig kommende relationer i rette perspektiv. Desuden skal vi være forsigtige med at fortolke et barn som ensomt, fordi det er alene. Nogle børn med og uden diagnoser kan i kortere og længere perioder foretrække at lege alene uden at føle sig ensomme.

Men når det er sagt, så skal børn, der føler sig alene, have hjælp. Det er ikke meningen, at børn skal gå ensomme gennem deres barndom. Selvfølgelig ved vi som forældre, at bare én god ven kan forandre et barns liv, så de kan håndtere skuffelser, nederlag og ’følen sig udenfor’.

Men når det ikke altid lykkes, så er forældres vigtigste rolle at kunne lytte til vores børn og rumme deres følelser uden at spejle dem eller ’svinge følelsesmæssigt med’. Hvis far eller mor bliver lige så kede af det som barnet, er det jo farligt og truende. Men hvis forældre kan rumme børns følelser og være stabile og trygge, selv når det er værst, så tør børn godt fortælle os, hvad der fylder dem. Vi skal kunne lytte, modtage og forstå og gerne med sætninger som: Det kan jeg godt forstå, du er ked af, det er også virkelig træls/svært/ubehageligt. Måske spørge ind til, om de selv ser en løsning eller ’vej ud’. Men lad være med at overreagere, det kan forhindre barnet i at betro sig en anden gang. Og tag dig god tid til samtalen, den er svær for barnet, men hjælp evt. lidt på vej ved at starte et neutralt og afslappet sted f.eks. cykelturen til skolen eller andet, som kan bruges som optakt til snakken. Bare det, at voksne giver sig tid til at lytte, er vejen til, at barnet føler sig mere værdifuld.

 

Ann Elisabeth Knudsen

Forfatter til fem bøger:

· Hvor svært kan det være? Værd at vide om voksne hjerner
· Hallo – Er der hul igennem?
· Seje drenge og superseje piger?
· Pæne piger og dumme drenge
· Køn, karakterer og karriere
Læs mere om Ann-E. Knudsens bøger