En betydelig fejl i den bedste vilje


Det er et meget stort problem, når man er glad for sine børn og ønsker at gøre alt det bedste for dem, og så giver børnene alt det, de gerne vil have. Hvis man tror, at man gør det bedste for sine børn ved at imødekomme dem, give efter, give dem det de ønsker, inklusive slik og sodavand, så tager man alvorligt fejl. Det er en stor fejl, når og hvis forældre forkæler deres børn, på trods af at det ofte er gjort i den bedste vilje.

Et nyligt oplevet eksempel var en mor, der bad sin dreng om at tage sine sko af. Drengen tog sine sko af, hvorefter moren i sin overraskede taknemmelighed takkede drengen for at høre efter og gøre, hvad hun havde bedt ham om. En sådan adfærd viser tydeligt, at moren kun har lidt selvtillid i sin morrolle, når hun egentlig ikke selv tror på, at hendes søn vil efterkomme hendes anvisning. Hvis moren ikke selv tror på, at hendes søn hører, hvad hun siger, hvordan skal sønnen så lære at tage hendes ord og anvisninger alvorligt?

Et andet vigtigt eksempel er børns gråd. Lad os starte med at gøre det klart, at børn selvfølgelig ikke skal græde unødigt eller for meget. Men når det er sagt, er det ligeså vigtigt at forstå, at børns gråd ofte er det første og sikre udtryk for kommunikation, som barnet har mulighed for. At kunne signalere at barnet er sultent, at det er træt, at bleen generer, at det har smerter, at det er frustreret over ikke at kunne kravle, selvom barnet gerne vil, at det bliver bange, eller har behov for opmærksomhed og omsorg.

Mange forældre opfatter børns gråd som noget, der skal forhindres. Deres barn skal ikke græde, og mange investerer derefter betydelige ressourcer i form af tid, energi og opmærksomhed, for at undgå at barnet græder. Man forbinder måske børns gråd med, at så har forældrene nok ikke helt styr på barnet. Allerede her kan det første skridt være taget for at komme barnet for meget i møde – fordi barnet må gerne græde for at signalere alle de ovennævnte forhold, som netop hjælper både barn og forældre til at kunne lære hinanden at kende.

De bedste barn/forældre-relationer opnås netop, når de hver især forstår hinandens signaler. Når forældrene netop forstår, at barnet er sultent, træt, at bleen skal skiftes, at det gør ondt, at det er naturligt, at barnet lærer, at det må lære at kravle, inden det kan gå, at barnet er bange, eller at det behøver opmærksomhed. Det vil sige: at have en forestilling om, at barnet ikke skal græde, og at gråden skal undgås for enhver pris, er ikke det bedste for barnet. Hvis man har en forestilling om, at barnet ikke skal græde, svarer det lidt til, at barnet helst ikke skal kommunikere. I spædbarnsalderen er det imidlertid en vigtig kommunikationsform sammen med evnen til at smile sammen med sin mor og far. På den måde kan der opstå en uhensigtsmæssighed, idet forældrene prioriterer det højt, at de fremtræder i kontrol ved at have et barn, der ikke græder. Istedet er det vigtigt at indse, at barnet skal have plads til og mulighed for at kunne udvikle sig naturligt inklusive det acceptable i at græde for at kommunikere sine behov. Man skal huske, at det er naturligt, at barnet skifter hurtigt fra gråd til smil og grin, når mor eller far tager sig af barnet. Det er helt normalt.

I kan måske se det for jer. Man kommer sent hjem efter en lang og hård arbejdsdag og skal handle ind, lave aftensmad, få børnene til at sove etc. I disse til tider stressede situationer er der en tendens til, at man som forældre kompenserer – måske grundet ens egen dårlige samvittighed på grund af sene arbejdstider, eller at man er blevet skilt etc. I den kontekst kan man hurtigt begynde på at mindske eller måske endda

undlade at stille de nødvendige krav til barnet. Dette er et potentielt skråplan, fordi barnet dermed principielt ikke møder virkelighedens reelle betingelser.

Kompensationer kan medføre, at barnet får lidt sværere ved at forstå og dermed lidt sværere ved at honorere virkelighedens krav og konsekvenser i hverdagen. Nu er det nok de fleste, der tænker: rolig nu, det må der da netop være plads til i den travle hverdag, og vores lille barn skal tids nok møde virkeligheden. Det kan sagtens være rigtigt i mange tilfælde, men pointen er, at en systematisk kompensering vil være med til at skabe et barn, der har forventninger om at blive taget mere hensyn til, for det har det lært i hverdagen af sine forældre. Og i princippet … mange bække små kan dette godt udvikle sig til at blive et betydeligt problem for barnet selv – når pædagoger, lærere eller andre børn reagerer med en vis irritation over, at barnet har behov for at få taget specielle hensyn på tidspunkter og i situationer, hvor andre børn ikke stiller sådanne krav.

Kompenseringen medfører, at man som oftest tilrettelægger en hverdag for barnet, hvor man skåner barnet og glatter virkeligheden af, så den bliver mere overkommelig. Når man således stræber efter at imødekomme og undgå konflikter og lader børnene tro, at det er dem, der er med til at bestemme i hverdagen, så er forældrene støt og roligt ved at miste deres forældrerolle – deres forældreansvar – ved lige så stille og roligt at træde ud af rollen som en toneangivende voksen der råder, bestemmer og styrer barnet i en retning, hvor det lærer at træffe de rigtige valg, der gør dem kompetente til at mestre og magte livet.

Børnene skal ikke selv bestemme, hvornår og hvad de skal spise, om de skal gå til sport eller ej, hvornår de skal sove, hvornår de ser TV og spiller på computer, om de skal i skole eller ej. Det er en meget stor fejl at lade barnet tro, at det har en ret til medbestemmelse af flere årsager.

For det første har barnet ikke det fornødne udgangspunkt, overblik eller livserfaring nok til at kunne tage disse beslutninger. For det andet skal vi huske på, at børn søger grænser, netop for at lære disse grænser at kende. For det tredje lærer man derved barnet, at det involveres i at bestemme noget, som ikke er alderssvarende og dermed ikke er tilfældet for andre børn på samme alder. Dermed er det principielt ikke en del af virkeligheden, specielt når de vokser op og bliver større, hvor de fejlagtigt har lært, at de skal have taget hensyn, udøve indflydelse og få medbestemmelse på ting, som ikke nødvendigvis tilkommer et barn på det alderstrin.

På den baggrund bliver barnet ikke klædt på til at kunne møde virkelighedens udfordringer, som de er i omgivelserne. Dette kan specielt blive et problem, når børnene bliver større og skal klare sig selv. Det er logisk, at hvis de ikke har lært at klare sig selv midt i mange komplekse hensyn til mange andre mennesker, så vil de simpelthen få større problemer, når der fremadrettet ikke er nogen, der altid hjælper dem på vej.

En indsigt i denne sammenhæng er, at børn skal kunne mestre og magte modgang, nederlag og tab. Børn skal have lov til at lære at miste. For hvis man fratager dem at lære at kunne håndtere nederlag og miste noget, der betyder noget for dem, så er de ringere stillet, når de på et senere tidspunkt netop lider nederlag og mister noget, som de har kært, hvilket er naturgivne hændelser i livet.

Der er en vis mindre lighed mellem meget forkælede børn og omsorgssvigtede børn, idet de begge fejlagtigt tror, at de skal bestemme selv. De forkælede børn har lært det gennem deres forældres strategi, som på urealistisk og uautentisk vis har stillet barnet i sigte, at dets holdning og beslutning er afgørende

vigtig i hverdagen; mens de omsorgssvigtede børn har lært, at de er alene, og dermed selv er blevet tvunget til selv at tage alle beslutninger, fordi forældrene ikke har været der for at lære dem, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.

I begge tilfælde, men på meget forskellige baggrunde, lærer børnene ikke at udvise tilstrækkeligt hensyn til andre mennesker, fordi de tror, de selv er vigtigst. De lærer eksempelvis ikke at forstå et klart og tydeligt nej. Det, de har lært, er således ude af trit med virkeligheden og er således en alvorlig bjørnetjeneste. Yderligere har forkælede børn en tendens til ikke at sætte pris på det, de har, eller det, de får, fordi de tager meget for givet.

Det er derfor forældrenes fornemste rolle at lære børnene at kunne begå sig blandt andre mennesker. Børnene skal lære, hvad der op og ned – hvad der er rigtigt og forkert. Ved at forældrene forkæler børnene er der en stor tilbøjelighed til, at børnene ikke vokser og udvikler sig svarende til deres potentiale. Der er således en reel risiko for, at de ikke lærer at mestre og magte livet, når man har forsøgt at gøre det bedste for sit barn i den bedste vilje. I det lys er det som menneske vigtigt, at man forstår, at man har en forpligtigelse til at gøre det så godt, som man kan, ikke bare overfor sig selv, men også overfor sin næste.

Som forældre er denne kendsgerning endnu mere vigtig, fordi børn ikke nødvendigvis gør, hvad deres forældre beder dem om. Børn gør, hvad deres forældre gør. Det er det, der er pointen med rollemodeller: at man selv sætter en standard for, hvorledes man gerne vil have, at ens næste skal behandle én selv. I hele denne kontekst bliver forudfattede forestillinger, som måske nok oprindeligt er opstået i et ønske om at gøre godt, til en forhindring i at skabe en grænsesikker, tryg og udviklende opdragelse, hvor børnene lærer sig selv at kende, lærer at kunne klare udfordringer ved at være tålmodige og fokusere på at blive bedre ved at øve sig på det, de har svært ved. Livet er ikke kun en dans på roser, derfor er det ikke godt at få for meget foræret. Dette er specielt vigtigt, fordi børn og unge som standard ikke er klar over deres eget sande potentiale. Forældre, der i misforstået hensyn ønsker at skåne deres børn, reducerer deres muligheder for at kunne nå deres fulde potentiale gennem vækst og udvikling. Fordi opnåelsen af det fulde potentiale kræver, at barnet også lærer at miste, mestre nederlag lige såvel som at mestre alle mulige udfordringer i livet.

Kompetente forældre magter deres perspektiv, hvilket kort kan defineres som, at de i deres forældreansvar sikrer, at deres barn spiser og bevæger sig ordentligt, sover godt om natten, går i skole og ikke lider overlast. Der er ingen tvivl om, at forældre gerne vil gøre det bedste for deres børn, men imidlertid er der mange, som har svært ved at tage det nødvendige forældreansvar. En vigtig nøgle til at kunne tage dette ansvar er at sætte klare og sikre grænser i opdragelsen af sine børn. Når dette er på plads, kommer barnet hurtigt på plads i sin egen udvikling, hvilket altid er det bedste for barnet. På den måde opnår man ved én handling to meget vigtige mål.

Ved at skabe kompetente forældre skaber man robuste, sikre og kompetente børn, som trives i deres udvikling, hvilket skaber en positiv effekt, hvor forældrene oplever, at de netop selv magter deres forældrerolle ved at kunne opdrage deres børn. Det er det, der er det bedste for barnet.

 

Jens-Christian Holm

Jens-Christian Holm kan kontaktes
Telefonisk på 00 45 26 20 75 33
Privat e-mail: j-c@dadlnet.dk
Tilmelding til og spørgsmål vedr. kurser: overvaegt.behandling@gmail.com

Se mere på www.jenschristianholm.dk og på hans facebook side.