Forsker: Skolernes antimobbekultur og gruppesamtaler vækker bekymring

Gruppesamtaler kan skade mere end de gavner, viser en ph.d.-afhandling af forsker Stine Kaplan Jørgensen fra Metropol, som også peger på overraskende udfordringer med skolernes antimobbekultur. Hvad er det, der går galt, og hvad kan skoleledelser, lærere, forældre og elever gøre for at sikre en god antimobbekultur? Barn i Danmark har interviewet Stine, som bygger sine pointer på viden fra undersøgelser og samtaler på en lang række danske skoler.

Læs interviewet og mød også Wilmer og Selma i to gruppesamtaler.

Stine Kaplan Jørgensen, lektor og ph.d. ved Institut for Skole og Læring, Metropol, har undersøgt nogle af de gruppesamtaler, der ofte bruges i forsøg på at forebygge eller reducere mobning, bl.a. ”den gode stol”, ”anerkendelsesrunder” og ”pigemøder”. Resultaterne fremgår af hendes ph.d.-

afhandling og viser, at der er flere problemer ved disse metoder, og at de ligefrem kan virke mod hensigten. Forskningen er baseret på et større feltarbejde lavet på forskellige danske skoler med adskillige lydoptagelser af gruppesamtaler, observationer af børnene uden for samtalerne og interviews med både børn og voksne.

Stine peger på de særlige udfordringer med at skabe en god antimobbekultur, og hun forklarer, hvorfor metoder som gruppesamtaler kan have uhensigtsmæssige udfald. Stine deler også ud af gode råd til skoleledelser, lærere, forældre og børn.

 

“Det bliver ofte op til den enkelte lærer at løse komplekse udfordringer med mobning.”

 

Hvilke udfordringer har du oplevet på skolerne i forhold til forebyggelse og håndtering af mobning?

Stine: Der er flere problemer. For eksempel er det faktisk kun få, der ved nok om mobning. Mange lærere får ikke viden nok på læreruddannelserne, da der kun en minimal undervisning i mobning.

Det er også et problem, at mange indsatser på skolerne i dag er ”sagsbehandling på stedet”, som *Helle Rabøl Hansen kalder det. Det bliver ofte op til den enkelte lærer at løse komplekse udfordringer med mobning. Det vil sige, at det er tilfældigt, hvilken lærer, der ender med opgaven at håndtere mobning. De står ofte alene med det og må navigere uden konkrete retningslinjer og uden den nødvendige viden om mobning.

Hvis det for eksempel er Ulla, der oplever en situation med mobning blandt børnene i sin klasse, så er det ofte hende, der har stafetten alene og følger den til dørs. Og hvad skal hun gøre og gribe i? Det bliver derfor nogle gange tilfældigt, hvad den enkelte lærer gør og finder af løsninger. Løsningen på dette problem ville netop være en fælles opmærksomhed på mobning og et konkret kodeks, som alle lærere følger, så de ikke står alene med det.

 

*Helle Rabøl Hansen, cand.jur. og ph.d. ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, DPU, har bl.a. skrevet om analyseværktøjet Parentesmetoden, hvor man sætter mobningen i parentes og undersøger omgivelserne rundt om i løsningen af problemet, red.

Se video om Parentesmetoden.

 

 Hvad kan man gøre ude på skolerne lige nu og her for at hjælpe lærerne?

Stine: Skoleledelsen kan sørge for, at der er et fælles kodeks, en fælles opmærksomhed på mobning. Altså en opmærksomhed på, at mobning KAN opstå, og hvad skal der så gøres, når det sker. Ledelsen bør skabe en kultur blandt lærerne, hvor man er opmærksom – hele tiden – hvad sker der blandt børnene, er der nogle elever, der forsvinder ud af relationerne. Så fokus bliver rettet denne vej og ikke kun mod det faglige. Nogle gange bliver der lavet en uheldig skelnen mellem det sociale og faglige, hvor det sociale bliver knyttet til hjemmet og det faglige til skolen. Men de to ting kan ikke skilles ad.

Og så et generelt videnløft om mobning. Hvad er mobning, hvad skal man være opmærksomhed på hver dag som lærer. Hvordan kan man forstå mobning som en social dynamik? Få lavet en antimobbestrategi inklusive forebyggelse. Hvad kan den enkelte klasse gøre, hvad skal der holdes øje med?

Kulturen på hele skolen bør være præget af venlighed og varme, dette giver nemlig mobning svære vilkår. På mange svenske og norske skoler har de store programmer for hele skolen. Mobning er hele skolens problem. Er der mobning i én klasse, så er det hele skolens problem, ikke kun den klasse.

Det er min erfaring, at antimobbestrategier herhjemme ofte er skuffedokumenter, som ingen eller kun få har kendskab til. Det har jeg set på mange danske skoler. Nogle skoler beskriver mobbestrategier på deres hjemmesider, men det er ofte ikke godt nok, og de bliver ikke brugt. Og ingen ser dem.

 

“Skoleledelsen kan sørge for, at der er et fælles kodeks, en fælles opmærksomhed på mobning.”

 

Hjælper Fri for Mobberi, der benyttes i indskolingen?

Stine: Fri for Mobberi virker nogle steder, og andre steder ikke. Men selve kufferten eller dens indhold virker ikke i sig selv. Det er selve kulturen, jeg mener, der bør være i fokus. Fri for Mobberi kan bruges til at skabe en grundigere opmærksomhed på mobning og også i forhold til at inddrage forældrene, men det er vigtigt, at det understøtter en regulær antimobbekultur, der varer ved også bagefter.

Flere organisationer og institutioner har noget i støbeskeen, der retter sig mod de større klasser. Men problemet er, at der ikke er forskning i Danmark på området, der handler om interventioner

mod mobning – hvad gør man på de danske skoler? Jeg har skrevet en afhandling om feltet. Men udover det, skal man til udlandet for at researche.

 

Hvilke tiltag er det, du finder bekymrende?

Stine: Jeg ser et problem med for eksempel gruppesamtaler og roserunder.

Nogle gange har man samtaler med børnene i organiseret form, for eksempel gruppesamtaler. Det, der bekymrer mig, er, at disse samtaler ofte ikke virker efter hensigten. De kan skabe en uheldig effekt, hvor snakken skaber mere af det, den egentlig skal virke mod. For eksempel kan der blive sagt hårde ting, der ikke er spor opbyggende eller venlige. Selve italesættelsen kan køre af sporet. Dette hjælper ikke det mobbede barn. Man kan komme til at åbne et rum og køre på hinanden. Så man risikerer ikke at kunne lukke ned for rummet igen på en god måde. Mange gange forholder man sig ikke grundigt nok til, hvad en samtale egentlig skal, eller hvad man risikerer med den. Hvad vil vi med for eksempel pigermøder, hvor pigerne snakker om mobning. Vi udliciterer til pigerne uden at lave closure. Og der opstår ofte en konsensus om, at en bestemt pige er problemet. Man peger ud. Det kan stikke helt af på disse pigemøder, hvis rummet ligesom ikke lukkes igen på en professionel måde. Og spørgsmålet er, om det overhovedet skal åbnes.

Skolerne kan ligeledes have gode hensigter med at benytte såkaldte roserunder og anerkendelsesrunder (jf. de to cases om Wilmer og Selma nedenfor), men de kan også løbe af sporet. Målet er selvfølgelig blandt andet, at eleverne lærer at sætte pris på hinanden, MEN for elever, der i forvejen har det svært, får de ofte intet positivt ud af disse runder. De elever, der er populære, får en masse positiv bekræftelse. Børn sammenligner med hinanden. De populære får måske ros seks gange, mens den mindre populære pige måske kun får reel ros en enkelt gang. Alene dette kan føles ekskluderende for den pågældende pige.

 

Se video om Stine Kaplan Jørgensens pointer om mobbemønstre, roserunder og anerkendelsesrunder.

 

Kilde: Emu.dk

 

Hvordan forhindrer man, at et barn bliver ekskluderet pga. mobning?

Stine: Lærere skal konstant have opmærksomhed på eksklusion. De er nødt til at have en god relation til barnet, så barnet føler sig tryg ved at komme til læreren. Og så skal læreren ikke lade eleverne vælge grupper selv. Lærerne skal sikre et trygt læringsrum!

 

“Børn er ofte bange for, at det bliver værre, når de voksne bliver involveret.”

 

Hvad kan FORÆLDRE gøre for at understøtte en antimobbekultur?

Stine: Forældre til et barn, der bliver mobbet, skal tage barnet alvorligt. Og alliere sig med lærerne, bede lærerne om at være opmærksomme og undersøge, hvad der sker. Forældre skal ikke give lærerne en opsang, men tale roligt. Børn er ofte bange for, at det bliver værre, når de voksne bliver involveret. For eksempel hvis det udvikler sig til konflikter. Alle forældre bør have opmærksomhed på alle børn, ikke kun egne børn.

Og man skal huske på, at børn ofte fortæller noget, som lærerne ikke ved. Hvis man er forældre til et barn, der ikke bliver mobbet, skal man alligevel gøre en indsats for de børn, der har det svært. Nogle gange kan man opleve at observere en svær situation for et andet barn – for eksempel om eftermiddagen i hentesituationen.

 

“Det værste er fornemmelsen af isolation. Eksklusion skal brydes.”

 

Hvad kan BØRNENE selv gøre for at understøtte en antimobbekultur?

Stine: Børnene kan være opmærksomme på, hvordan de selv taler med de andre børn, at der tales værdigt til andre. Det gør en forskel. Og hvis børnene allierer sig med andre børn, for eksempel går sammen og inviterer et barn, der er udenfor, med ind i legen, så vil det også gøre en stor forskel i kulturen. Børn har svært ved at gøre noget alene, så er det bedre at alliere sig og hjælpe andre børn sammen.

Børn kan også sende en sms om aftenen med en besked med en sød hilsen, like billeder på sociale medier m.m. Små ting, men ting, som betyder så meget.

I en amerikansk undersøgelse spurgte man elever på en skole: ”Hvad er det bedste, andre kan gøre for dig?” Der kom svar som: ”Når andre børn inviterer ind i legen, når andre børn ringer – også anonymt – og siger gode ting om én.” Dette kan børn gøre for hinanden mere anonymt, hvis de ikke har lyst til eller tør at gøre det direkte.

Det handler om at give en håndsrækning. Det værste er fornemmelsen af isolation. Eksklusion skal brydes.

 

“Hvis man kårer Årets sjoveste, skal man tænke på, hvem han var sjovest på bekostning af.”

 

Hvad kan SKOLELEDELSEN gøre for at understøtte en antimobbekultur?

Stine: Skoleledelsen bør være en central medskaber af kulturen. Giv lærerne videreuddannelse, så de har chancen for at takle mobning og understøtte en antimobbekultur.

Og så kan skoleledelsen sikre, at lærerne får tid til at samarbejde om det. Så den enkelte lærer ikke står alene.

Derudover er kåringer af eleverne, for eksempel Årets sødeste, Årets smukkeste, Årets bedste røv m.v. skrækkeligt for kulturen! Offentlige kåringer, der tit kan være præget af ”foragtproduktion” som selv de små børn på skolen kan være vidne til. På en scene foran andre. Hvis man kårer Årets sjoveste, skal man tænke på, hvem han var sjovest på bekostning af. Med disse kåringer er man med til at skabe normer om, hvordan man skal være, hvordan man bliver populær blandt andre børn, hvordan kroppen skal se ud. Og man viser, det er ok at udstille hinanden. Jeg kan ikke pointere nok, hvor uheldigt, jeg mener, dette er. Væk med kåringer!

Cases om Wilmer og Selma

Wilmer og Selma er tavse og vrider sig i stolen. De deltager begge i gruppesamtaler i deres klasse som et led i antimobning. Stine Kaplan Jørgensen har observeret mange gruppesamtaler, bl.a. disse to, der tydeligt virker mod hensigten. Mød Wilmer og Selma:

CASE: WILMER SIDDER I ”DEN GODE STOL”

Casen er baseret på en virkelig situation, men er anonymiseret.

Man kan næsten mærke Wilmers tavshed i dette eksempel på en roserunde, og man får måske en lidt mærkelig følelse af noget ikke-godt efter situationen her. Sådan har Wilmer det måske også. Og det var jo slet ikke tilsigtet.

Wilmer bliver sat midt i klassen på en skrivebordsstol. En af dem med hjul, der kan dreje rundt. Alle de andre sidder rundt om ham.

”Wilmer er på,” siger Lone (læreren) og opfordrer de andre til at byde ind, men der er ikke nogen, der rækker hånden op.

Wilmer sidder og drejer rundt på stolen og kigger på de andre. Stemningen er lettere anspændt. ”Så vil jeg gerne starte,” siger Lone. ”Jeg synes, du har arbejdet på at være mere med.”
Der bliver stille igen. Helt stille. Der går lang tid, inden der er nogen, der siger noget.
Wilmer sidder og kigger rundt – han ser nervøs ud.

Maja rækker endelig hånden i vejret. ”Jeg synes, du har arbejdet på at være mere med i timerne. Du fjollede meget før i tiden.”

Stilhed.
Adam har rakt hånden op og siger: ”Jeg synes, du er blevet sjovere,” og bliver rød i hovedet, mens han siger

det. Han griner lidt. Nogle af de andre griner også. ”Det lyder lidt ondt, men det er ment godt,” siger Adam.

Laura siger: ”Du er blevet bedre til at tage imod kritik, uden at blive helt vildt sur.”

Tavshed.

Lone tager ordet: ”Jeg synes også, du er blevet mere modig i forhold til selv at gå over og starte en samtale. Altså til at tage initiativ.”

Der bliver helt stille igen.

Lone fortsætter: ”Når jeg kalder det modig, så er det fordi, det jo godt kan kræve meget mod at gøre det.”

Wilmer responderer ikke. Han sidder der bare.

Adam siger, at Wilmer er blevet bedre til at lege med flere.

Efter fem minutter kommer Wilmer ned fra stolen igen.

Senere bliver der lavet et ”gulddiplom”, hvor det, de andre har sagt til Wilmer, bliver skrevet på. Gulddiplomet kommer op at hænge på væggen i klassen.

Kilde: Mobning og interventioner – positioneringsteoretiske analyser af gruppesamtaler med børn, ph.d.-afhandling af Stine Kaplan Jørgensen, 2016. Se resumé.

 

CASE: SELMA – DEVALUERING FORKLÆDT SOM ROS OG GAVER

Casen her er baseret på en virkelig situation, men er anonymiseret.

Selma har i en længere periode været udsat for mobning i den 3. klasse, hun går i. Eksklusionen af Selma viser sig ved, at de andre piger undgår hende og siger, at hun lugter af ost, at hun er irriterende, at hun blærer sig, stpper legen, når Selma spørger, om hun må være med etc. De andre piger har også haft en “hadeklub mod Selma”, men den blev stoppet af de voksne. Bl.a. på grund af mobningen af Selma forsøger man at skabe en positiv forandring gennem en anerkendelsesrunde.

Det er blevet Livas tur til at sige noget til Selma. Hendes favoritveninde, Malika, har lige fået at vide, at hun er ’sød’, ’god’, ’hjælpsom’ og ’god til at lytte’ og som gave, at hun ”bare skal være mere, som hun er nu”. Og Liva har også selv givet ros og gaver til andre.

Eksemplet vil både vise, hvordan Selma udsættes yderligere under runden, men vil også vise, hvordan der sagtens kan blive sagt devaluerende ting med et positivt sprogbrug. Karen er konsulenten, der gennemfører runden.

Selma har igennem hele mødet indtil nu set nervøs ud. Hun sidder og bider sine negle.

 

Liva: Selma, hun er sød, men på sin helt egen måde.

Karen: Aha, så Selma har sin EGEN måde at være sød på. Det er interessant. Prøv at sige lidt mere om det.

Liva: Hun (…) det ved jeg ikke… (Selma ser nervøs ud)

Karen: Hvad sætter du allermest pris på ved Selmas egen måde at være sød på.

Liva: Øhm … det er (…)

Karen: Ja?

Liva: Hvis jeg har ondt i fødderne, så … eller armene, så gider hun godt bære min taske. (Et par af pigerne siger lavt: ”tjener”, ”tjener”).

Karen: Ok, så hun er hjælpsom og hjælper, hvis man har brug for en lille hånd.

Liva: Ja.

Karen: Hvordan er det at få at vide, Selma? (Selma siger ikke noget … kigger nervøst og bider sine negle).

Karen: At der er nogle, der sætter pris på det? (Selma svarer ikke)

Kilde: Stine Kaplan Jørgensen: Når metoder mod mobning virker mod hensigten. I: ”Mobning – viden og værktøjer”, Akademisk Forlag, 2017.

Bemærkninger til casen om Selma:

Stine: ”Liva gør, som hun skal og spiller efter spillets regler: Hun fortæller, hvad hun sætter pris på hos Selma. At hun er sød, men på ”sin egen måde”. En positionering af Selma, der er formuleret positivt, men som dog synes noget tvivlsom, både i og med at Liva ikke kan forklare, hvad det betyder, men også, fordi det, da hun endelig forklarer det, bliver betydningsudfyldt med det, at Selma gerne vil bære Livas taske. De andre hvisker ”tjener”. ”Sød” kan altså indholdsudfyldes på mange måder.”

Stine fortsætter:

”Malika har også lige fået at vide, hun var sød af Liva, men her blev det koblet sammen med ’god at snakke med’. I positioneringen af Selma etableres der (tydeliggjort ved de andres hvisken) en sammenhæng mellem sød og (underkastet) tjener, hvilket bliver til en mindre værdig form for sødhed (formodentlig ikke sådan, som man helst vil være sød i klassen).

Da Selma senere i runden skal have at vide, hvad de andre ønsker sig mere eller mindre af (hvilket skal italesættes som ”gaver”) bliver Selmas position yderligere devalueret. Selma er den blandt pigerne i klassen, der får absolut flest ”gaver”. Hvis man igen skal sammenligne med Malika, som får rækker af positive ting at vide, og hvis gaver lyder: ”Bare være mere, som du er”, ”du skal bare være dig selv”, ”jeg vil gerne lege mere med dig” etc., så har både ros og gaver til Selma generelt en noget anden karakter. Det, der sættes pris på ved hende, er for fleres vedkommende, at hun er hjælpsom. ”Gaverne”, som kommer fra flere af pigerne, er, at hun skal synge mindre og stoppe, når der bliver sagt stop. Adfærd, som netop også er brugt som forklaring på eksklusionen af Selma, uden for interventionsrummet, men som finder sin vej ind i runden, der egentlig skulle anerkende. Selma går langt fra styrket fra Anerkendelsesrunden. Eksklusionen og foragtproduktionen fortsætter, bare på mere skjulte måder. Og ud over det, sker det under anerkendelsesrunden også under legitimerende opsyn af de voksne, der egentlig burde passe på hende.”


Barn i Danmark slutter af med at spørge Stine:

Hvad ser du af strømninger/trends i udlandet inden for antimobning?

Stine: Sverige sætter midler af til et forskningsprojekt, der vil undersøge muligheden for fleksible antimobbeprogrammer. Og så er der stort fokus på homofobisk mobning i udlandet. Der er NORA (nordisk tidsskrift, red.), som ser på, hvad man gør på de svenske skoler, hvor det lykkes rigtig godt. Denne viden bør bruges som forebyggelse og intervention i den daglige undervisning.

Vil du læse mere om børns trivsel i den danske skole,
så se DCUM-rapporten med analyser af Den nationale trivselsmåling 2017.

 


Stine Kaplan Jørgensen, lektor og Ph.d. på Institut for Skole og Læring, Metropol.

Stine har med sin Ph.d. fra forskningsgruppen eXbus, undersøgt nogle af de både intenderede og uintenderede effekter, der er ved brugen af samtalebaserede interventionsmetoder. Hendes forskning viser bl.a., at nogle af metoderne risikerer at forstærke fremfor at opløse mobbemønstre.

Du kan kontakte Stine på mail: stkj@phmetropol.dk eller telefon: 24 29 65 02.