10 gode håndsrækninger

til pressede børnefamilier

IMG_6646

Når man er presset kan det nogen gange være svært selv at se, hvad man har behov for hjælp til. Det kan jeg skrive under på. For et års tid siden, havde jeg en periode, hvor jeg simpelthen ikke kunne se skoven for bare træthed!

Derfor har jeg samlet en lille inspirations-liste til dig, der gerne vil tilbyde din hjælp til et nybagt forældrepar eller en familie, der står i en svær situation pga. sygdom eller på anden måde er presset i hverdagen:

  1. Græsslåning
  2. Bilvask
  3. Rengøring
  4. Lægge tøj sammen
  5. Indkøb
  6. Klargøring af aftensmad
  7. Hjælp til at få lavet frokost til den hjemmegående
  8. Friaften til mor og far
  9. Kontakt til læge, kommune, forsikringsselskaber, frivillige organisationer mv.
  10. Selskab til en gå-tur eller udflugt

Føj selv flere til… Jeg husker f.eks. tydeligt hvordan et nybagt franskbrød skabte glæde, da jeg hentede vores datter ved en kammerat fra klassen og hans mor lige havde bagt et ekstra brød til mig:-)

Vi har været så privilegerede at have et fantastisk netværk i vores familie og vennekreds og fra frivillige organisationer. Men det er ikke alle, der har det. Så det bedste, du kan gøre, er at spørge din nabo eller den trætte mor, du møder hver dag i vuggestuen, om de har brug for en hjælpende hånd til noget. Måske er de lige flyttet til byen og har derfor ikke opbygget et netværk, der kan træde til.

En god idé kan være at lave et gavekort, så hjælpen kan arrangeres lige præcis, når behovet er der. Nogle dage kan det være ro, der har højest kurs:-)

Eller du kan tilbyde at komme et par timer fast hver uge, hvor du kan hjælpe med dagens opgaver eller bare være der og snakke.

Hvis du søger en at hjælpe kan du kontakte frivillige organisationer, f.eks. HOME-START. Læs min GODE HISTORIE om hjælp fra HOME-START i en hård periode i mit liv: Som en engel sendt fra HOME-START.

Hjælpen kan synes ubetydelig for dig, som har overskud i hverdagen, men tro mig; det er en lille hjælp med stor betydning!

Lisa Bærentsen/oktober 2015